Klostergade 49, 7770 Vestervig

40 25 30 90

Kiropraktor Thy

At finde ord for sine smerter er noget af det mest besværlige kiropraktoren, din familie eller kolleger kan bede dig om at gøre?

Det er næsten umuligt at finde et godt ord for en kropsfornemmelse som andre ikke mærker. For at kiropraktorer, læger, fysioterapeuter og andre kan sætte sig ind i, hvor slemt det opleves for dig er der lavet forskellige redskaber, man kan bruge.

Figuren herunder viser en gradbøjning af smerte vha. tal fra 0-10, i farver fra grøn til rød og med smileys, der bliver til grædende ansigter jo sværere smerten er. Skalaen beskriver alle tilstande fra ingen smertende ubehag til de værst tænkelige smerter.

Smerteskalen på hvordan du oplever smerten

Fordi smerter er 100% din oplevelse og ingen andre kan mærke, hvor ondt det gør, er det en god ide at du selv prøver at forbinde dine ord for smerterne med en farve, en smiley eller et tal fra smerteskalaen.

Herved kan kiropraktoren bedre få indtryk af, hvor slemt det er og om hjælpen vi sætter i værk, virker for dig.

Hvad er smerte?

”Smerter” er ét af de mange ord vi bruger for at forklare andre, hvilket og hvor slemt et ubehag vi oplever i kroppen. Smerter er kroppens ældgamle signal om, at noget i kroppen er ved at gå i stykker. Kroppens sanseorganer fra huden, knogler, muskler, sener og indre organer registrerer smerterne. Fortolkningen af signalerne foregår centralt i nervesystemets ”kontrolrum” – i dele af hjernen.

Der kan være tale om akutte smerter f.eks. når kroppen faktisk ER gået i stykker ved operationer, knoglebrud, forstuvninger, fiberspringninger, forstuvninger og hudafskrabninger. Det er den slags smerter, der er lettest at forstå og acceptere og de forsvinder også hurtigst, når skaden er repareret. Hos kiropraktoren kan den type smerter skyldes ”et hold i ryggen” eller akut overbelastede muskler. Man kan blive snydt af kroppens signal til hjernen om hvor alvorligt skaden i kroppen er. Nogle aktutte smerter kan være meget voldsomme og ude af trit med, hvor godartet skaden i virkeligheden er f.eks. ved en forstuvning.

Hvis smerterne varer ved over længere tid kan det skyldes af skaden er langsom om at blive repareret af kroppen. F. eks. kræver nerve-, knogle- og senevæv længere tid til reparation end f.eks hud og muskler gør. En kiropraktor ser ofte patienter, der over længere tid må leve med en grad af smerter fordi, der er skader på nerver eller knogler. F.eks. tager det ofte uger eller et par måneder for smerterne ved en afklemning af en nerve til arm eller ben om at ophele efter en diskusprolaps. En vigtig del af behandlingen er at sænke smerten så meget som muligt mens reparationerne står på.

Hvis smerterne varer ved over 3 mdr. kaldes det kroniske smerter. Det ses hos kiropraktoren f.eks. ved de patienter, der har spinalstenose med udtalte slidforandringer i rygmarvskanalen eller hos de mennesker, der har gået med et overbelastningsproblem i muskler, led eller sener i lang tid. Den naturlige reparationsproces kan være gået i stå og man kan opleve at være i en ond cirkel, hvor man kan bevæge sig mindre og mindre pga. smerterne eller, hvor graden af smerterne stiger.

Hvis man i længere tid har haft smerter i kroppen kan man i nogles tilfælde se at hjernen og nervesystemet reagerer mere følsomt og komplekst på smertesignaler end tidligere. Man kan opleve at blive mere følsom for at opleve smerter og ”smertetærsklen” kan ændres.

Smerter – hvad gør det ved os og hvad kan vi gøre ved dem?

Der kan være mange årsager til smerter og smerterne kan påvirkes af mange andre dele af vores liv. Uanset om smerter er akutte eller kroniske kan det ”slide” på andre dele af livet og på hverdagens overskud. Hvis smerter forstyrrer nattesøvnen eller hvis man konstant forstyrres af signaler fra kroppen om at noget gør ondt, kan det være svært at være lige så glad og rummelig overfor familie og arbejdsopgaver som man plejer at kunne være. Hvis man samtidig forhindres i at gøre de aktiviteter, der giver mening for én, vil kvaliteten i hverdagen nogle gange falde.

Kiropraktorens rolle er blandt andet at hjælpe dig til at få undersøgt og ”sorteret” i alle de årsager der kan være sammenhængende med dine smerter.

Der er mange forskellige muligheder for at få sænket graden af smerter for muskel- og skeletproblemer ved en kiroprator.

Kiropraktorens behandling med hænder og redskaber sigter mod at øge bevægelighed hen mod den normale funktion for led, nerver, sener og muskler i de områder af kroppen, hvor man er blevet stiv, øm eller skadet.  Derfor er oftest nødvendigt at undersøge og behandle flere punkter end der, hvor du har smerter, hvis de er med til at vedligeholde problemet.

Ofte kan man også hente meget hjælp til at få øget sine muligheder for at håndtere smerterne i hverdagen. Det kan være små ”fif” til at komme ind og ud ad bilen, træningsøvelser, råd om, hvordan du kan lægge til til rette når du skal sove eller om, hvordan du smartest bruger dine måske begrænsede ressourcer til bevægelse.

Det opmuntrende er, at man oftest kan hjælpes til at få sænket graden af smerter og lære at håndtere dem bedre i hverdagen.

Ved at kiropraktoren har undersøgt dig og du bliver klar over, hvad årsagen er til smerterne og hvilke ting, der forværrer eller forbedrer dem, bliver det lettere at indrette din hverdag, jobbet og nattesøvnen efter smerterne.

En meget vigtig opgave for kiropraktoren er at fjerne eller sænke smerten for sine patienter.