Klostergade 49, 7770 Vestervig

40 25 30 90

Kiropraktor Thy

Den levende krops mekanik

Menneskekroppen er meget kompleks! Det er både et mekanisk apparat – et ”bevægeapparat”, en kemisk fabrik, et energilager og det har en nær sammenhæng med de sociale, psykiske og åndelige aspekter af det menneskelige liv.

En kiropraktor er specialist i ”biomekanik” – i den levende krops mekanik – altså i, hvordan blandt andet muksler, led, sener og nerver samarbejder.

Det kræver et nøje samarbejde mellem hjernen, nerverne, kredsløbet, muskler, sener og andet bindevæv for at få knoglerne i kroppen til at bevæge os gennem verden.

Knoglerne danner det stive og robuste stillads, der kan bære os og de ting vi løfter.

Musklerne og sener er elastiske og kan trække i knoglerne fra forskellige retninger og dermed få os til at udføre de bevægelser som vi i hjernen har bestemt os for. 

Bindevævet: brusk, discusskiver,  sener, ledbånd og hud er med til at aflaste stød, slid og gnidninger i kroppen.

Nervebanerne fra hjernen til kroppens dele er som ledninger. De sender beskeden af sted til for eksempel fingeren, der skal række ud efter noget. Og omvendt sender nerver også besked fra kroppen til hjernen om, hvad der foregår i kroppens områder. Det kan være information om, hvordan føddernes underlag er: er det glat, går det opad, er der løse sten osv. På den måde kan vi holde balancen og tilpasse næste skridt til forholdene. For at kunne koordinere kroppens bevægelser sender nerverne også beskeder til hjernen om, hvad øjnene ser. For eksempel om vi skal dreje uden om en modkørende bil i trakfikken.

Som kiropraktor vurderer og behandler jeg samspillet mellem de forskellige komponenter i bevægeapparatet og tager hensyn til, at mekanikken foregår i et menneskes krop.

Derfor har jeg også stort fokus på de andre dele af livet som en menneskekrop befinder sig midt i, f.eks. biologiske, psykiske og sociale. Det kan være man har en ”presset” periode på arbejdet eller at man lige er blevet skilt og er ved at finde en ny måde at få hele livet til at fungere på. Den slags udfordringer kan betyde, at man mærker kroppens signaler med større opmærksomhed end man plejer eller at grænsen for, hvor meget smerte man ”kan bære” daler i en periode.

Andre sygdomme og stressende omstændigheder i livet kan gøre kroppen mere anspændt og ændre normale bevægelser, så der opstår problemer i ”biomekanikken”. Hvis man for eksempel ligger meget i sengen med influenza, oplever mange at kroppens mekanik­ er forstyrret. Man har måske fået et hold i nakken eller har flere lændesmerter end normalt.

Kroppens mekanik udfordres i forskellige faser i livet fra barn til voksen og ældre. Vi vokser meget hurtigt i starten af livet og mange bevægelser skal tillæres for at vi kan rejse os op fra kravletæppet, lære at cykle og køre bil. Med tiden skal vi også lære at leve med, at kroppens funktionerne ændrer sig og at de fysiske evner måske aftager, når vi bliver ældre.

Andre ting som f.eks. medfødte problemer, sygdomme, medicinsk behandling, tidligere skader eller ulykker, operationer, arbejdsopgaver, sociale og psykiske udfordringer påvirke vores krops evne og lyst til at bevæge sig optimalt.

Behandlingen ved Kiropraktor Thy sigter mod at hjælpe dig til at få mest muligt godt liv med den krop og mekanik du har .

Eksempler fra Thy:

En aktiv paddle-spiller i Thisted havde givet den hele armen til træning dagen før, var væltet og fik ondt i halebenet dagen efter.

En murer ved Ræhr døjede med kroniske skuldersmerter i sådan en grad, at han havde overvejet at gå på efterløn.

En havbader i Klitmøller døjede med sovende fingre om natten og ville undersøges for diskusprolaps.

En lystfisker fra Sennels døjede med svimmelhed og blev undersøgt i nervesystemet, blodtrykket og nakken for hovedpine og for øresten.

En pædagogmedhjælper fra Ålborg døjede med træthed og hovedpine. Hun bestilte tid, da hun besøgte sine forældre i Sjørring.