Dén balance er nogle gange svær at finde, når man har ondt i kroppen.
Træfiguren giver os en god ide om, hvor det er meningen, at vi skal kunne bevæge kroppen for at klare livet i en menneskekrop. Vi er ikke lige bevægelige i alle led og regioner af kroppen.
For eksempel skal skulderen være meget bevægelig og skal kunne give plads til at armen kan komme ud i alle retninger. Vi skal kunne klø os på ryggen, række ud efter det vi gerne vil nå. Samtidigt skal vi være så stabile omkring skulderleddet at vi kan lægge store kræfter i armen på arbejdet eller i ”kamp” – også når vi bare skal spille en håndboldkamp.
Derimod skal brystkassen og brystryggen være temmelig robust og begrænse bevægelserne en smule. Vi har livsvigtige organer i brysthulen og i rygmarven inderst i rygraden og de er fornuftige at beskytte mod stød og forskydninger.
Nakkens bevægelser gør, at vi kan se os omkring og i nakken er der faktisk meget bevægelse på trods af, at der er mange livsvigtige strukturer i og omkring rygmarven.
Vi kan helt instinktive være mere forsigtige med store bevægelser i nakken og det er der en ret god grund til for vi ved godt, at man kan blive lamme i kroppen, hvis nakken brækkes f.eks. ved et hovedspring på lavt vand eller i trafikulykker.
Omvendt kan vi på helt ufarlig vis opleve kraftige nakkesmerter for eksempel ved “et hold i nakken”. Så vil man opleve at nogle bevægelser er mulig at udføre, fordi det gør ondt. I den situation er vores instinktive beskytter-trang af nakken faktisk lidt i vejen for bedring. Vi har nemlig mest lyst til at holde hovedet og overkroppen helt i ro for at undgå forværring af smerten. Men i virkeligheden er det bedst, hvis man hurtigst muligt kan komme til at lave nakke bevæglesen så naturligt som normalt.
På en måde kan man ”snyde” kroppens smertereaktion ved et hold i ryggen. Ved i små bidder, at bevæge sig mere og mere i de områder af kroppen, der smerter og føles at blokerer eller begrænser bevægelserne. Derved kan man opleve, at de kendte og vanlige bevægelser føles mest rart og naturligt.
Lænderyggen og bækkenet tillader mindre bevægelighed end hofterne, men når vi skal bevæge hele ryggen og kroppen er vi afhængige af, at den samlede mobilitet og bevægefrihed er så god som de kan blive i de enkelte regioner af kroppen. Det kan måske være at små og diskrete ændringer i mekanikken ved hofte eller lænderyg fungerer, der kan betyde nye overbelastningssmerter i de nærliggende områder.
”For lidt og for meget bevægelse” afhænger af situationen, stedet i kroppen og hvad personen plejer at kunne gøre. På det biomekaniske område skal vi ikke sammenligne os selv med hvad andre kan, men mere hvad vi selv gerne vil kunne med vores krop. En 90-årig dame kan måske stadig gå i spagat, fordi hun har vænnet kroppen til det og altid har gjort det. Omvendt kan en 25-årig måske ikke nå jorden med fingrene på strakte ben, fordi hans løb på fodboldbanen har trænet hans hasemuskler op til at være stærke og korte.
Vi behøver først at tænke over vores krops-mekanik, hvis vores bevægelighed eller smerter begrænser os i at gøre, hvad i plejer at kunne eller når vi gerne vil trænes op til noget nyt, for eksempel at spille golf eller at komme i form til skisæsonen .
